Ann-Vibekes HjemmeSide: Digte: Mine brogede år

Alene.

I starten af deres ægteskab, da alt endnu var fryd og gammen,
da gjorde de når tiden var, sig klar til natten sammen.
Men da den stygge hverdag kom i skabet ind det var som om
den halve seng stod lidt for tom. Hun føler sig alene.

For manden som var meget træt, han faldt så tit i søvn i stuen
og kun på afstand var han der til ærgrelse for fruen.
Hun syns der måtte gøres no't, han skulle vækkes op til dåd,
men dyre var de gode råd og hun var helt alene.

Hun blev bekymret, det ku vær' at manden var alvorligt syg,
hun fodred' ham med vitaminer han sku' bli så god som ny.
Han var så træt at man sku tro - en anden pige gav ham ro
måske endda han havde to og lod hende helt alene

Ensomheden den tog til, hun blev så ofte deprimeret
hun følte sig på sjæl og krop som var hun amputeret.
Det var et ægteskab af navn langt mere end det var af gavn,
hun led utrolig store savn, hun var så tit alene.

En dag hun fat i manden tog, beskrev for ham amputationen,
han svared' som kun sandhed var at han forstod i grunden.
Han sagde: Hør min lille skat, hold op med alt dit triste pjat,
du kan vel klar en enkelt nat, hvor du er lidt alene.

Fruen tænkte ved sig selv, store ord vil ikke nytte
og det er ikke bedre at sin ægtemand at bytte,
til én der både vil og kan, agere som en ægte mand
i ordets tydeligste forstand, så ikk' hun er alene

Da intet hjalp var kun tilbage en sidste løsning ku' hun ta',
så tog hun sine sengeklæ´r - ind i stuen til ham og la’
sig. Og han blev skræmt fra vid og sans og rejste hurtigt udenlands
og hun er indlagt på Sankt Hans….er ikke mer' alene.
051290

(kommentar 29/10-01 08:32 af Peter)Sød og skræmmende på samme tid. God at læse

(kommentar 12/11-02 18:58 af Helle)Hej Ann-Vibeke Nu spøger jeg igen. Jeg har lige været på fyldepennen, som er ny for mig, så den skal studeres nærmere. Jeg kan lide alle dine digte, som siger så meget. Især det som hedder Alene. Jeg kender situationen. Du er bare god. (smiler) Knus helle