Gå venligt og roligt midt igennem larmen og jaget og tænk
på hvilken fred, der kan være i stilheden.
Prøv, så vidt det er muligt
og uden at svigte dig selv, at komme godt ud af det med alle mennesker.
Sig din mening roligt og klart og lyt til andre; selv til de kedelige og
uvidende; også de har deres at fortælle.
Undgå højrøstede og aggressive
mennesker; de er en plage for sindet.
Hvis du sammenligner dig selv med
andre, risikerer du at blive forfængelig og bitter; for der vil altid findes
mennesker; som kan mere eller som kan mindre end dig.
Nyd dine
resultater såvel som dine planer.
Bevar interessen for dit arbejde, hvor
beskedent det end måtte være; for deri besidder du en virkelig værdi i tidernes
omskiftelighed.
Vær forsigtig i forretningsanliggender; for verden er
fuld af svindel.Men bliv ikke derved blind overfor den kendsgerning, at der
findes mange mennesker, som endnu har idealer og som forsøger at virkeliggøre
dem. Overalt er livet fuldt af heltemod.
Vær dig selv, lad være med at
foregøgle hengivenhed og vær heller ikke kynisk, når det drejer sig om
kærlighed; for trods al den forhærdelse og skuffelse, du ser omkring dig, så
lever den evigt videre som græsset.
Følg venligt alderens råd og giv
yndefuldt afkald på ungdommens glæder.
Bevar din sunde fornuft, så den
kan værne dig, om noget pludseligt går skævt. Men plag ikke dig selv med unødige
bekymringer. Megen frygt er kun et produkt af træthed og
ensomhed.
Udover gavnlig selvdisciplin skal du bare være god mod dig
selv.
Du er et barn af universet lige så vel som træerne og stjernerne;
du har ret til at være her. Og hvad enten det er klart for dig eller ej, så
udfolder universet sig efter sin bestemmelse. Lev derfor i fred med Gud,
hvordan du end tænker om ham; og hvad nu end dit arbejde - og dine drømme måtte
være i livets larmende forvirring, så hold fred med din sjæl.
Trods al
humbug, slid og slæb og bristede drømme er det stadig en vidunderlig
verden.
Vær ved godt mod!
Stræb efter at være
lykkelig.
Meget er blevet sagt (og meget skal siges) Mange siger
meget (uden at sige noget) Færre formår, at sige det kort og præcist og når
DET sker ...så må man bare eje det, for at ku' læse det igen og
igen.
Desiderata (Fundet i Old Saint
Paul kirke, Baltimore, dateret 1692 )