Jeg vil slet ikke fortælle, hvad det er jeg går og
tænker for når ordene får lænker lisså snart at de er sagt, er det
bedst at la det ligge, siden hen så kan du ikke konfrontere mig med noget
- og det er en slags magt.
Man kan gå og ha' den mening, at de tanker som
jeg knytter er forkerte og det nytter ikke spor at sige no't, men kan
du mon bedre li' mig, når jeg bider ord'ne i mig for de er der jo alli'vel
- kommer ud på anden måd'
- pakket ind i sure miner, ondt i maven og
migræne siden hen så kan du mene at jeg går, og er for trist. Det blir
skruen uden ende, for nu kan du ikke kende mig fra dengang og det undrer
dig - at vi er blevet gift.
Hvis vi anta'r det er rigtigt, at de ord man
ikke siger de gør sjælen meget diger så må min vær' helt enorm, og hvis
kroppen den skal passe til en sjæl af den vægt-klasse, skal jeg spise hele
tiden - så min krop blir helt deform.
En af mange store kampe, som jeg
kæmper i mit ho'de er, jeg ikk' ka' brug's til no'de og hvad laver jeg så
her? Jeg vil meget hel're være, på et sted, hvor jeg kan lære, at ku'
li' og acceptere mig - som den jeg går og er!
Tænk hvis bare jeg ku'
sige, hvad jeg lige går og mener uden at der opstår scener som vil bringe
dig i sort Tænk hvis ord der ikke vejes først - de heller ikke drejes
så kan vores kamp med ord gå hen og blive uafgjort.
